Dyk ned i din fantasi
Mange børn har spurgt mig, hvor inspirationen kommer fra, når man skriver en bog. Det begynder naturligvis med en god idé. Man tænker, at "det kunne du skrive en bog om". Og så glemmer man måske alt om sine flyvske tanker, for det er måske bare noget pjat? Dukker den gode idé op igen, er det fordi den vil tages alvorligt.
Nogle gange har jeg bare lyst til at fortælle en god historie, hvor fantasien får lov at folde sig ud. Sådan blev Kanelrejsen til. Kanelrejsen handler om nissepigen Vanillas forunderlige rejse til Kina efter gul kanel.
Når en handling trænger sig på
Andre gange gange trænger en historie sig på, selv om den ikke er rar at skrive. Sådan gik det til, at 'Tusmørketræet' fik møvet sig ind i min fantasi, selvom det umiddelbart lyder dystert at skrive om en pige, hvis morfar er syg af kræft. Hovedpersonen hedder Mie, og hun kom selv til at bestemme meget af handlingen, da jeg først fik 'skrevet hende i gang'. Og sådan skal det også helst være; en rigtig god hovedperson må gerne tage ordene fra forfatteren.
Tro nu ikke, at en pige som Mie altid synes det samme som jeg. Det gør hun bestemt ikke. Jeg prøvede flere steder at gøre hende rigtig skrap, men det nægtede hun. Til gengæld blev hun helt sin egen, og sådan er det jo også med dig og mig; vi gør ikke altid, som andre forventer - og heldigvis for dét. Derfor blev 'Tusmørketræet' en rigtig pigebog, og Mie fik lov til at være sig selv.
Som at bage en kage uden at have en opskrift
Forfatter er ikke noget, man 'bliver'. Det er noget, man styrer hen imod, fordi man ikke kan lade være. Jeg kender ingen sikker opskrift på dét at skrive. Nogle gange går det næsten af sig selv, andre gange er det lidt ligesom at forsøge at bage en kage, selv om man ikke har andet end mel at putte i dejen. Allerførst tager man en god idé og blander den med en smule fantasi. Sådan en idé kan komme flyvende, når man mindst venter det. Nogle gange kommer den, når man er midt i noget andet. Så må man skrive den ned, så man kan tage den frem, når man har tid til at tage sig af den.
Det første man tilsætter sin opskrift er et par hovedpersoner, og de kan være svære at få fat i. Mange gange må man vente, til de dukker op af sig selv. Når de så endelig dukker op, er det ikke altid, de opfører sig, som man har tænkt sig. Hvis historien skal blive god, må man tage kampen med hovedpersonerne, hvis de bliver for stædige. Men husk altid at lytte til de indre stemmer - de har som regel ret.
Skriv manuskriptet én gang til!
Nu stilles det hele til hævning. Af og til kan man putte lidt ekstra krydderier i, men en dag kommer det største arbejde: Man skal røre det hele godt igennem, så der ikke er klumper i dejen.
Den svenske forfatter, Astrid Lindgren, sagde altid, at man først skulle skrive sin historie. Så skulle man skære halvdelen fra – og til sidst skulle man skrive den halvdel om, man havde tilbage. Ikke én gang, men mange gange.
- Værsgo' at røre kagen sammen.
